
Uoverensstemmelse omkring seksuelle behov i forhold
Uoverensstemmelse omkring seksuelle behov i forhold – når lysten ikke føles ens.
Hvis du oplever uoverensstemmelse omkring seksuelle behov i forhold, er du langt fra alene. Rigtig mange par oplever forskellig sexlyst og forskellige behov for nærhed, intimitet og seksualitet i løbet af et parforhold. Men selvom det er meget almindeligt, kan det være et enormt sårbart emne at stå i.
Måske er du den, der længes efter mere sex, mere nærhed eller mere fysisk kontakt med din partner. Og måske sidder du tilbage med følelsen af afvisning, frustration eller ensomhed, når din partner ikke virker lige så interesseret. Omvendt kan du også være den part, der oplever mindre lyst, og som derfor går rundt med en følelse af at være forkert, utilstrækkelig eller konstant ikke at kunne leve op til din partners behov.
Mange par begynder hurtigt at tænke, at noget må være galt med forholdet, når lysten ikke føles ens. Men forskellig sexlyst i et forhold betyder ikke nødvendigvis, at kærligheden mangler. Det betyder heller ikke, at den ene har “rigtig” lyst, mens den anden har “forkert” lyst. Vi er forskellige mennesker med forskellige behov, forskellige kroppe og forskellige måder at mærke lyst på.
Vores sexlyst hænger tæt sammen med vores livslyst, følelsesliv, stressniveau, relationelle tryghed og den måde, vi er i kontakt med os selv og hinanden på. Lyst handler derfor ikke kun om sex eller orgasme. For mange handler lyst også om flirt, nærvær, opmærksomhed, berøring, samspil og følelsen af at være ønsket af sin partner.
Når jeg arbejder med par, taler jeg ofte om to forskellige måder at opleve lyst på. Den spontane lyst og den responsive lyst.
Den spontane lyst mærkes ofte direkte i kroppen eller tankerne. Personen får lyst til sex og er hurtigt klar til handling. Der er kort vej fra tanke til lyst og videre til sex. Mange mænd genkender sig selv i denne lystmodel.
Den responsive lyst fungerer anderledes. Her starter personen ofte neutralt. Men hvis der opstår nærvær, kærtegn, kys og en tryg invitation ind i det erotiske rum, kan lysten gradvist vokse frem. Mange kvinder genkender sig selv i denne måde at opleve lyst på.
Problemet opstår ofte, når par ikke forstår hinandens forskellige måder at mærke lyst på.
Den partner med spontan lyst kan føle sig afvist og uønsket. Den partner med responsiv lyst kan føle sig presset, forkert eller utilstrækkelig. Og langsomt kan seksualiteten begynde at blive et konfliktområde i stedet for et sted med nærhed og kontakt.
Mange oplever især et skift i sexlysten, når forelskelsesfasen ændrer sig til kærlighedsfasen, og hverdagen begynder at fylde mere. Det gælder især efter børn, stress, sygdom eller store livsforandringer. Faktisk fortæller rigtig mange af mine klienter, at udfordringerne med sexlyst begyndte efter barn nummer ét.
Når hverdagen bliver travl, er det ofte seksualiteten og nærheden, der bliver nedprioriteret først. Ikke nødvendigvis fordi kærligheden er væk. Men fordi overskud, tid og følelsesmæssig kontakt bliver presset.
Uoverensstemmelse omkring seksuelle behov i forhold handler derfor ofte om meget mere end bare sex. Det handler også om følelsen af at være valgt til, forstået og mødt af den person, man elsker.
Heldigvis kan der ofte ske store forandringer på relativt kort tid, når begge begynder at forstå hinandens lystmønstre og behov bedre.
Mange par oplever, at konflikterne omkring sex bliver mindre, når de slipper ideen om, at lyst skal se ens ud for begge.
I samtaler hos mig arbejder vi med at skabe forståelse, tryghed og et fælles sprog omkring seksualitet og lyst. Vi ser blandt andet på:
- hvordan I hver især mærker lyst.
- hvilke mønstre der skaber afstand eller pres.
- hvordan stress, relation og hverdagsliv påvirker seksualiteten.
- hvordan I kan finde tilbage til nærhed og intimitet på en måde, der føles tryg for jer begge.
Målet er ikke, at I skal præstere en bestemt seksualitet eller have lyst på samme måde hele tiden. Målet er at skabe en fælles seksualitet, hvor begge føler sig mødt, forstået og trygge.
For lysten forsvinder ikke. Den er i os, så længe vi er her på planeten jorden. Den kan mærkes meget eller slet ikke, alt efter hvor i livet vi er. Ofte kan stress, konflikter, misforståelser gøre, så den mærkes mindre. For mange par starter forandringen i det øjeblik, hvor de stopper med at kæmpe imod hinandens forskelligheder og i stedet begynder at forstå dem.
