Der er en mørk side af online dating apps, som du muligvis ikke har set før. Det kan bidrage til, at du forbliver single.
Jeg kan se, at Tinder har haft en stor indflydelse på, hvordan vi dater i dag, og flere er hoppet med på trenden. Mange af de single mænd, som jeg møder i min klinik, forfalder til datingappen Tinder som deres eneste middel til at møde en kvinde. Det er mit indtryk, at Tinder er blevet den fortrukne måde at date på i dag.
Og det overrasker mig faktisk ikke!
Jeg har læst en artikel af Thomas Markersen, hvori han skriver, at Tinder er lavet til at få dig til at tro, at du har brug for en app for at date. Sådan tjener Tinder nemlig penge.
Tinder er et produkt ligesom mælken i køledisken i dit lokale supermarked. Deres formål er at blive solgt, så det giver profit. Og Tinder profiterer på baggrund af din single status. Var Tinder med til, at du hurtigt fandt en kæreste, så ville Tinder ikke få profit og være så anvendt i dag.
Thomas Markersen fortæller, at Tinder er lavet sådan, så du får lyst til at blive ved med at swipe for at se, om det bliver et match. Hver gang du får et match, føler du, at du har opnået noget, og det giver dig et dopamin fix. Du føler dig anerkendt og får et selvtillidsboost, når hun matcher med dig. Det motiverer dig til at blive ved med at swipe, og du bliver afhængig af følelsen.
Det er en ond cirkel.
Jeg fortæller dig ikke, at du skal holde op med at bruge Tinder, men du skal bare være bevidst om dens konsekvenser. Det nemme har nemlig en pris. Det er også mit indtryk, at flere af de singler, som jeg hjælper, er røget ind i den her spiral.
Så næste gang du finder Tinder frem, spørg dig selv, bruger du Tinder for at få et dopamin fix eller bruger du Tinder for at investere tid og opmærksomhed i dine matches, så I faktisk kan lære hinanden at kende og se, om I er et godt match, før du prøver med den næste?
Der er også en anden mørk side af Tinder, som jeg skriver om i blogindlægget “Tinder er dit personlige udstillingsvindue – Mænd føler sig udstillet på Tinder.”