Smerter ved sex
Mange kvinder oplever smerter ved sex

Oplever du smerter ved sex? Måske har du haft det sådan længe uden at dele det med nogen. Nu er du måske der, hvor du undgår alt det, der kan lægge op til sex – kram, kys og kærtegn – selvom du egentlig gerne ville.
Måske mærker du dårlig samvittighed over for din partner, fordi du undgår sex. Det kan også være, at du føler dig ukvindelig, fordi du ikke kan gennemføre sex og give din partner det, han gerne vil have. Måske er din partner frustreret over, at I sjældent har sex – og måske frygter du, at jeres forhold skal slutte.
Sådan hjælper jeg dig med smerter ved sex og vulvodyni
Jeg har hjulpet rigtig mange kvinder, der lider af vulvodyni og andre underlivssmerter, med at skabe en lystfyldt seksualitet. Sammen finder vi frem til, hvad din seksualitet skal bestå af, og hvordan I kan være sammen, så det giver mest mulig nydelse for jer begge.
Vi arbejder også med dit mindset, så du står styrket i dit selvbillede og ved, at du er, som du skal være – uanset hvilken seksualitet du kan udleve. At finde en fælles seksualitet, der giver nydelse for jer begge, er vigtigt i ventetiden, indtil behandlingen virker, og smerterne ikke mærkes mere.
Du kan komme i min klinik i Aarhus eller tage samtalerne online.
Først og fremmest: dit eget selvbillede
Vi finder frem til de overbevisninger, der blokerer for, at du kan stå frem som den kvinde, du er. Lige nu er du en sensitiv kvinde, der kræver langsommelighed og nærvær fra din partner – men du er stadig både sensuel og seksuel.
Dernæst handler det om, at du selv får ejerskab over dit underliv, så du ved, hvad der giver dig nydelse, og hvad der giver smerter og ubehag. Du er nødt til at ”være hjemme i eget hus, inden du kan invitere nogen ind”. Så bliver det nemt at sætte naturlige, men kærlige grænser.
Du må guide din partner, så I begge opnår fortrolighed med, hvad der er godt for dig. Din partner ønsker ikke at gøre noget, der gør ondt på dig, og er afhængig af, at du fortæller, hvad der er nydelse for dig.
At finde den seksualitet, der er lystfyldt for jer begge trods smerter, er en spændende proces, som kan give jer en dybere og mere varieret seksualitet.
Hvorfor jeg arbejder med underlivssmerter
Jeg har været gynækologisk sygeplejerske gennem 25 år og været i et behandlerteam, hvor patientgruppen var kvinder med vulvodyni og underlivssmerter. Jeg så, hvor stor en psykisk påvirkning vulvodynien medførte, når kvinderne ikke kunne gennemføre samleje – og ofte måtte opgive, fordi det var for smertefuldt.
I samtalerne mødte jeg mange negative følelser: forkerthed, at føle sig uattraktiv, usensuel og ukvindelig – og en stor opgivenhed. De unge kvinder, der var single, kunne ofte slet ikke se sig selv date.
Jeg ville gerne hjælpe dem videre, for jeg vidste, at der var andre måder at udleve sin seksualitet på – men jeg manglede redskaberne. Derfor uddannede jeg mig i sexologi på et universitet i Norge. I de to år gav jeg dagligt gratis sexologisk rådgivning til kvinder med vulvodyni og andre underlivssmerter, hvilket gav mig et meget stort erfaringsgrundlag.
Jeg så, hvor stor en forandring der skete med deres sensuelle selvbillede. Den største hurdle var, at de ikke kunne mærke deres lyst, så jeg fandt øvelser og metoder til at finde tilbage til lysten indefra. Jeg udfordrer gerne overbevisningen om, at sex er lig med samleje – det er en alt for lille ”flise” at stå på.
Jeg følger løbende med, også internationalt, i nye tiltag inden for behandling af vulvodyni og andre smertetilstande i underlivet, og jeg har et dybdegående kendskab til årsager, symptomer og behandlingsmuligheder. Jeg har et tæt samarbejde med gynækolog Mette Meinert, som er en af de førende behandlere på området, så jeg kan også rådgive om selve behandlingen.
Din sexolog i Aarhus
Jeg hedder Sus Rasmussen og er autoriseret sexolog, psykoterapeut med speciale i parterapi og gynækologisk sygeplejerske. Med både en sundhedsfaglig og en terapeutisk baggrund kan vi tale om krop, følelser og sex i samme rum – trygt og i dit tempo. Jeg tager imod enkeltpersoner og par i min klinik i Aarhus N og online.
Ofte stillede spørgsmål
Kan du hjælpe, selvom jeg er i behandling for vulvodyni?
Ja. Samtalerne kan gå hånd i hånd med din behandling. Vi arbejder med at finde en lystfyldt seksualitet i ventetiden, og jeg samarbejder tæt med gynækolog Mette Meinert, så jeg kan også rådgive om selve behandlingen.
Kan jeg komme alene?
Ja, du kan sagtens komme alene. Du er også velkommen til at tage din partner med.
Hvor mange samtaler skal jeg regne med?
Det er forskelligt fra person til person. Vi aftaler løbende, hvad der giver mening for dig.
Hvad koster det?
En individuel samtale på 60 minutter koster 1.300 kr. Kommer I som par, varer første samtale 90 minutter og koster 1.800 kr., herefter 1.500 kr. for 60 minutter. Online samtaler koster det samme. Se alle priser.
Hvad sker der til første samtale?
Vi taler om, hvad der fylder for dig, og du bestemmer selv tempoet. Læs mere om, hvordan en samtale foregår.
Tag det første skridt
Du er velkommen til at kontakte mig. Book en tid i min klinik i Aarhus N eller online – eller ring, hvis du har spørgsmål.
“Min mand kalder dig guldgraveren, fordi du har fundet guldet frem i vores forhold.”
Læs mere om sexologisk rådgivning i Aarhus · Hvorfor gør det ondt, når du har sex?
