Barnløshed
Når ønsket om et barn ødelægger sexlivet
De første 3 måneder hvor I prøver at blive gravide, er spændende, og det skaber en ny dimension i jeres seksualitet.
Men efterhånden som tiden går, og graviditeten ikke indfinder sig, bliver det lidt mere anstrengende at have sex.
Kærtegnene, flirten og spontaniteten erstattes af det planlagte samleje, der kan virke mekanisk og uden indlevelse, når målet med elskoven kun er at opnå en positiv graviditetstest.
Den følelsesmæssige rutsjebane I begge udfordres af, når I hele tiden veksler mellem håbet om en positiv graviditetstest og skuffelsen, når den er negativ, sætter virkelig jeres parforhold under pres, da begge parter har sine frustrationer over dette.
Tanken: ”Er det mig, der ikke kan få børn”, begynder at dukke op. Der kommer en sårbarhed, når I elsker. Begge kan få følelsen af præstation eller mangel på at opfylde ønsket om graviditet.
Når det trækker ud med en ønsket graviditet, kan det betyde, at I har brug for hjælp til en graviditet, og at det bliver en fertilitetsbehandling, der bliver løsningen.
Det sker for rigtig mange i dag.
Undersøgelser og behandlinger påvirker både manden og kvinden. For manden kan det, at skulle aflevere en sædprøve være grænseoverskridende og give præstationsangst.
Kvinder fortæller, at det sted som før var meget privat, nu er blevet meget offentligt, idet hun skal lægge underliv til undersøgelser og behandlinger. Der kan gå lang tid, inden hun føler 100% ejerskab af sit underliv igen.
Sex kan efterhånden forbindes med noget negativt og som noget, der ikke er lykkedes for jer.
I mærker at det flirtende og lette i jeres sexliv er forsvundet.
Det sker for rigtig mange par, når de må kæmpe for en graviditet. Det kan være svært at tale om sammen, og det giver hurtig en fornemmelse af, at sexlivet ikke fungerer, som I begge ønsker og husker det.
Kender du til dette?
Mange, specielt mænd, syntes det er grænseoverskridende at skulle tale om sit sexliv med en sexolog, de mener ofte, at de selv burde kunne løse det.
Det er meget tabubelagt at have en seksualitet, der ikke fungerer. Så det at skulle dele det med en fremmed, kan i sig selv virke helt uoverskueligt og ikke en særlig attraktiv løsning.
Men faktisk så møder jeg mange mænd, der efterfølgende siger, ”Hvorfor har vi ikke gjort dette noget før, så vi kunne komme videre og nyde hinanden?”
Hvis I har haft et dejligt sexliv før, kan det altid genfindes igen.